Günther er født 1922.
 
Efter realeksamen og uddannelse som malersvend blev han elev hos maleren Kai Trier, Haderslev.

Første separatudstilling, 1942 i Aabenraa.

Studierejser til Paris, Amsterdam, Berlin, Stockholm, Barcelona, Malaga, Provence og Arizona.

Udstillinger :
Kunstbygningen Odense, Skovgårdmuseet Viborg, Galleri Brande, Museerne i Aabenraa og Haderslev, Filosofgangen Odense, Flensborgs nye danske kunstforening. Foreningen Norden Växjö, Sverige, Galleri Pakhuset, Ringkøbing, Galleri Munter, Danfoss kunstforening, Flensborg Avis, Galleri Sarafand, Norderstedt ved Hamburg, Phänomenta i Flensborg.

Han underviser malergruppen "Niehuuskredsen" lige syd for grænsen og har arbejdet sammen med en gruppe billedkunstnere i Flensborg.

Günther arbejdede i begyndelsen meget naturalistisk, men efter en tid som elev hos maleren Kai Trier, skete der en tydelig påvirkning. Billederne fik en anden karakter. I en periode var de nærmest konstruktive, men blev efterhånden mere fabulerende og lidt drømmende.

Det er svært at placere hans billeder i en bås. Han er og har altid været meget nysgerrig og eksperimenterer hele tiden både med nye teknikker og nye udtryksmåder.

Når Günther er hjemme, er der altid åbent hus for folk, som vil se den seneste udvikling. Hjemme på Varnæsvej i Felstedskov har han indrettet en lille udstilling.

Günthers palet har de senere år været præget af de blå farver - både varme og kølige. Hans interesse for farvernes natur, har resulteret i en hel del eksperimenter med komplementærfarver. Det gjaldt især udstillingen på Phänomenta i Flensborg. Efter denne næsten helt abstrakte periode er der igen dukket mennesker op i hans billeder. Anonyme personer, som både kan tolkes symbolsk og som samtidig spiller en rolle i billedets rytme.